Foratter: En af løberne….
Hver søndag morgen kl. 9 uafhængig af årstid og vejr, mødes Hadbjergløberne på det asfalterede område foran klubhuset.
En gruppe meget forskellige mennesker, der uanset alder, kropstørrelse og grundform er stået ud af sengen med det samme fælles formål – at mødes om løb. Jeg var ny i byen og havde fået løbeklubben anbefalet af min nabo – og det var her, jeg mødte Ketty.
Nogle løbere kommer primært for at opleve duften af morgenjord i al slags vejr og bevidne årstiderne skifte. Andre løbere løber fra noget. En livskrise, et forlist ægteskab, en syg ægtefælle eller en fyring. Alle er iført nogenlunde sammen mundering. Om man løber for sit liv – eller blot er der for at indsnuse frosten fra en vintermorgen – er der ingen, der med et blotte øje kan se.
Jeg skulle som nybegynder starte i løbeskole, et hold for nybegyndere, der hver søndag løb i gåsegang efter en mere rutineret løber. Efter 20 ugers løbeprogram skulle vi være i stand til at løbe 5 km. Vi var en stor gruppe nyløbere og vi fik ligesom hurtigt vores faste pladser i løbekæden. Jeg løb ikke forrest, men dannede heller ikke bagtrop. Det fortæller meget om ens rolle i en gruppe, hvor i løbekæden man finder sin plads.
Efter vores novicetid var ovre, skulle vi nyløbere selv vedligeholde vores løb i mindre løbegrupper. Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg fik min gruppe, men jeg var meget tilfreds med den og vi harmonerede godt. Alle havde vi hver vores rolle i fødekæden. Det var Inger, Anette, Birthe, Ketty og jeg.
Jeg var den yngste – ikke fyldt 40 endnu – og Birthe hed vores alderspræsident, der kun var med i starten. 67 år og bestemt ikke noget naturtalent, men hun havde vilje og motivation, fordi hun hungrede efter den fornemmelse af fremdrift i tilværelsen, som løb giver. Birthes mand havde fremskreden demens, så hun måtte hurtigt droppe det frirum hun fik fra sin rolle som fuldtidsplejer og stoppede helt i løbeklubben.
Anette var vores bedste løber. 60 år gammel, lille af statur og så havde hun den store fordel, at hun var i drøngod form. Anette var hurtig, så derfor løb hun ofte fra os andre, og løb så tilbage til os igen – frem og tilbage hele tiden – og sådan fortsatte vi, til vi havde løbet 5 km og Anette som regel det dobbelte i zig zag- bevægelser. Hun var sød til at løbe tilbage til os igen, og i starten var det forskelligt om det var Ketty, Inger eller jeg, der kom halsende som nummer 2 efter Anette.
Det er svært ikke at få følelser i klemme, når det kommer til løb. Det kræver meget af mennesker at lave en god løbegruppe: tålmodighed, rummelighed, gruppeånd og ikke mindst tilstedeværelse. Og at man kan tåle at komme sidst og være i dårligst form uden at miste gejsten. Det sidste var helt klart ikke min stærkeste side. Følelserne af den slags mindreværd kom Anette aldrig i kontakt med. Men hun bar sin overhånd pænt.
Ketty var løbegruppens ukronede dronning. Hun havde arbejdet for teknisk forvaltning i kommunen, men var nu i en alder af 64 gået på pension. Da vi startede med at løbe sammen, var hun allerede droslet kraftigt ned på arbejdet. Arbejdede kun 3 dage om ugen, og det virkede til at være et stort skridt for hende den dag hun gik på pension. Hun talte i hvert fald om det.
Hvorfor Ketty kom i løbegruppens førertrøje, er mig stadig lidt uvidst. Måske var hun mere udadvendt. Hun var ikke den hurtigste eller havde en specielt flot teknik. Det var som om, hun havde en mission. Ketty dannede næsten altid bagtrop, men på trods, var det altid hende, der med irriterende insisteren fik os op på 5 km. ”Kom så!”, sagde hun, ” 400 meter mere… så har vi løbet 5 km”, råbte hun, men vi andre opgivende kom prustende.
Ofte var ruten lidt kortere, men Ketty insisterede på, at vi fortsatte med at løbe til der stod 5 km på hendes løbeur. 5 km – ikke 4,9 km. Det var Kettys mission og det var ikke til diskussion. Det var som om, at det gjaldt liv eller død for Ketty at nå de 5 km.
Selvom det oftest var mig imod, fordi jeg synes, det var nok med 4,8 km, rettede jeg ind efter Kettys vilje på lige fod med de andre – og vi pressede altid citronen yderligere for at nå de 5 km. Sådan løb vi fire sammen året rundt. Gennem livets op- og nedture. I høj søndags morgensol om efteråret og om foråret. I sommermorgenernes kølige brise i juli og august og i regn og kulde med handsker på gennem vinteren. Hvis vejret var for dårligt, var vi ikke altid et fuldtalligt firkløver. Eller når begivenheder andre stede, krævede vores tilstedeværelse.
Da jeg fik en ugentlig fridag fra arbejde, var det oplagt at skrive ud i løbegruppen, om nogen ville med ud på en formiddagstur en hverdag. Ofte havde Inger eller Anette fridage, for de arbejdede også i weekenderne, og Ketty var nu på pension med hele verden liggende for sine fødder. Hun var stadig løbegruppens første-motor. Selvom hun og manden ofte var ude at rejse, nu i deres nye fællesfundne otium, sagde hun altid ja til en løbetur, hvis hun var i landet.
Enkelte hverdagsformiddage var det bare Ketty og jeg, der løb sammen. Vi mødtes i nærheden af hendes hus og løb ud derfra og tilbage igen. Altid 5 km. Ketty løb langsommere end hun plejede. Hun sagde: ”Løb bare videre uden mig. Jeg kommer senere”, når man sagtnede farten, for at få hende med. Det måtte jo gå den vej, for Ketty var en ældre dame.
Hvis det bare var Ketty og jeg, der løb sammen, brugte vi mere tid på at snakke end ellers, og jeg nød det lidt langsommere tempo. Vi kom tættere på hinanden og en dag inviterede hun mig indenfor i sit køkken til et glas vand efter vores løbetur. Hun fortalte om sit barnebarn og den stærke tilknytning, hun havde til pigen pga. datterens vanskelig skilsmisse, der havde traumatiseret hele familien. Jeg fortalte hende om mine problemer, om sygdom i familien; om mine vanskeligheder og sorger.
En dag efter en løbetur, da er i vi i færd med at strække ud på Kettys terasse, fortæller hun i en sidebemærkning, at hun har en kronisk sygdom. Det lyder ikke så alvorligt. Hun serverer det med samme lethed, som var den en form for soreasis, hun har. For 7 år siden opdagede de, at hun havde brystkræft, der nu er i knoglerne. Hendes datter er fysioterapeut, og hun har sagt til Ketty ”løb, løb, løb, løb”. Derfor løber Ketty.
Med ét, der i sollyset, synes jeg pludselig, at nuancen i Kettys hud forandres. Hun ser syg ud. Jeg tænker, at det bare er noget jeg bilder mig ind, for jeg har aldrig tænkt på Ketty, som andet end en sund løber. Hun fortæller, at grunden til, at hun sakker bagud og mangler luft er, at hun for 7 år siden fik fjernet et bryst og noget af lungerne, for kræften havde spredt sig.
Næste gang Ketty og jeg er ude at løbe, er der en ny alvor imellem os. Vi taler om døden, og om at den jo er uvis for os alle. Ketty har taget sin telefon med på turen, for hun venter på en opkald fra sygehuset. Hendes kræft holdes nede med kemopiller, og derfor skal hun regelmæssigt have taget blodprøver. Ikke noget særligt, siger hun. Hendes telefon ringer, og det er fra Skejby. Vi stopper op og Ketty snakker kort. Jeg kan ikke tolke om det er gode elller dårlige nyheder ud fra Kettys korte respons til sygeplejersken i den anden ende af telefonen.
”Alt er fint!”, siger Ketty, da hun har lagt på og vi fortsætter fortrøstningsfuldt vores løbetur i sommerlandet. 5 km. Dette bliver vores sidste tur sammen, Ketty og jeg. Når vi spørger ud i løbegruppen om folk vil med, svarer Ketty ikke længere.
En dag skriver hendes mand ud i gruppen, at Ketty ikke kommer til at løbe mere, og at hun er glad for den tid vi havde sammen. Inger har hørt, at Ketty er indlagt i Randers, og vi splejser til en buket blomster. Men ingen af os hører ikke noget fra Ketty.
Sidste gang jeg så Ketty var udenfor Brugsen, hvor hun støttede sig til sin mand på en hjemmeweekend fra hospice. Hun var udmagret og hendes hår meget tyndt og i laser efter kemo. Hun virkede mentalt fraværende. Jeg kunne ikke lade være med at kommentere det med håret, da vi står der overfor hinanden. Ikke ondskabsfuldt bare konstaterende….at hun havde mistet meget hår….. Dumt sagt! Ketty rørte tavst de tynde hårtjavser. Hendes mand kiggede undersøgende på mig, for han havde ikke set mig før. Jeg sagde for at bryde tavsheden, at hun bare skulle sige til, så kiggede løbegruppen forbi. Jeg sagde også, at det var dejligt at se hende og rørte kammerateligt hendes arm en sidste gang.
Da vi en månedstid efter havde læst dødsannoncen i lokalavisen, løb vi andre 5 km i tavshed. Hverken mere eller mindre end 5 km.