Døden betyder ingenting
Jeg er bare gået ind i et andet værelse
Jeg er jeg, og du er du
Alt hvad vi var for hinanden
det er vi stadig
Kald mig ved mit navn
Tal til mig på den kærlige måde
som du altid har brugt
Ændr ikke tonefald, hold sorgen fra din stemme
Le som vi altid har leet
af hverdagens små ting.
Vær med mig. Smil for mig. Tænk på mig. Bed for mig.
Lad mit navn fortsat være en del af din dag
som det altid har været.
Lad det blive sagt uden smerte
Uden spor af tristhed i stemmen
Livet betyder det samme som det altid har betydet.
Det er det samme som det altid har været.
Livet går videre, fordi det må gå videre.
Hvorfor skulle du stoppe med at tænke på mig,
bare fordi du ikke kan se mig?
Jeg venter blot på dig
for en kort stund
et sted lige i nærheden
lige rundt om hjørnet
Alt er vel, jeg er lige ved siden af…
Forfatter og foredragsholder Esben Kjær, der indleder en af sine bøger med bl.a. dette – som jeg, der ikke er forfatter, ikke kunne ha’ skrevet, men som jeg stort set kan bakke 100% op om:
Selv om kampen fra starten var tæt på umulig, kom døden alligevel som et gigantisk chok for mig.
Ikke blot det at ens elskede rent faktisk kan dø fra en, men også hvor brutalt sorgen vred min krop og sjæl af led, hvordan den rent fysisk forsøgte at kvæle mig, og hvordan alt, hvad jeg tænkte og troede om livet, sank sammen i en langsom eksplosion.
En meget ensom eksplosion – for mens mange andre kulturer har regler, ritualer og sociale konventioner, der griber den efterladte og gør det klart for omverdenen, hvordan man hjælper og støtter, har vi i Vesten – og i særdeleshed her i det kolde nord – aflært al den slags og lader i stedet de efterladte flyde af sted i et tomrum uden støtte fra slægt og venner og uden nogen form for viden om, hvordan man navigerer i den største krise i sit liv: tabet af ens elskede.
Det er langt sværere at være efterladt i Danmark, end det behøvede at være, hvis vi var der for hinanden og havde en fælles kultur omkring død og sorg.