Mine mindeord ved sammenkomsten efter Kettys bisættelse, lørdag, den 9. februar 2019
Tak til jer alle som er kommet her i dag til Kettys bisættelse og til denne lille sammenkomst – tilfældigvis i det samme lokale hvor vi for 17 år siden holdt vores sølvbryllup.
Kjeld – vores præst som vi lige har hørt i kirken – besøgte os forleden hjemme i Rønvangen.
Han mødte en familie, der var meget nedtrykt – ikke mindst mig.
Vores forventninger til Kjelds besøg var naturligvis, at vi skulle have styr på alt omkring de kirkelige handlinger, mindeord for Ketty m.v.
Kjeld havde en lidt anden tilgang til bisættelsen end jeg umiddelbart havde.
– bisættelsen og de kirkelige handlinger var i min optik for Ketty.
Men Kjeld gjorde mig det klart, at Ketty allerede er hvor hun skal være – et lyst og dejligt sted, hvor kræften ikke er med, og hvor hun – til evig tid – vil have det godt.
Alt vi gør i dag, er naturligvis for at mindes Ketty!
Men det er mest for at vi
– jeg hende mand, børnene og deres ægtefæller og børnebørnene
– og jer, vores venner, naboer og Kettys gamle kollegaer med flere
– JA os alle – kan få sagt farvel på en god og ordentlig måde.
Jeg er også blevet klogere på tingene når det handler om liv og død.
Sangene der vælges, har en større betydning end jeg var klar over. – hvilket bl.a. kan ses af forvirringen omkring vores lille sanghæfte.
Det er vigtigt, at første salme er en morgensalme eller sang. Den skal illustrere, at selvom vi i dag er nedtrykt og har svært ved at leve med sorgen, så vil dagen i morgen bringe lys og sol. Livet slutter ikke ved begravelsen eller bisættelsen.
Vi er her alle til evig tid – Ketty er draget af sted lidt før mig, men vi ses igen.
Hvem var hun?
– alle vi der er her, kendte hende på forskellig måde.
Børnebørnene – som hun elskede – kendte Ketty som en kærlig og nærværende mormor og farmor.
Svigerbørnene – kendte Ketty som en, der havde sin mening om hvad der er vigtigt for en familie. For familien var vigtigst af alt.
Børnene – Mads og Mie – kendte hende som den mor, der altid var der for dem. Altid – men ikke mindst når far var ude at rejse eller væk fra hjemmet.
Og mig – Jeg kendte Ketty som den elskede hustru, som jeg nåede at kende i næste 50 år og leve sammen med i næsten lige så lang tid. Jeg kan såmænd ikke udtrykke det tomrum der er opstået efter hende, selvom det sidste svære år med kræften på en måde forberedte mig på, at nu var det snart.
Alle I som er her i dag – tror jeg kendte hende som en hjælpsom, en eftertænksom og energisk pige, der havde et godt humør, og som elskede at hygge sig i gode venners lag.
Ketty levede næsten 12 år med den brystkræft, som i 2007 ramte hende og som desværre blev hendes død.
Der var så meget hun skulle nå. Ketty nåede meget, men ville altid opleve og udrette mere, så hun kæmpede med alt hvad hun havde!
Selv jeg kunne næsten ikke fatte hvor hun fik kræfterne fra.
Men natten til tirsdag måtte hun give op.
Hun nåede lige at få sin 67 års fødselsdag med, men så var der ikke flere kræfter tilbage.
Hun er allerede savnet og vil være det i lang tid fremover – ja for evigt.
Men lyset – solen – kommer igen i morgen, og vil bestandigt minde mig om min elskede hustru, som nu har forladt mig.
Tak til jer alle for jeres deltagelse her i dag – det varmer mit og vores lille families hjerter.
Ære være Kettys minde.
Mogens
