Mogens

Gennem de ca. 50 år jeg har arbejdet i rejseindustrien, har jeg oplevet en industri, hvor alt – i “de gode gamle dage” – var farverigt og spændende, til nu hvor internettet og avancerede systemer – på godt og ondt – styrer det hele.

Den 30. november 2018 forlod jeg BCD Travel, hvor jeg senest indgik i Det Globale Online Marketing Team og den 1. december 2018 var første dag i min nye tilværelse som “Senior Citizen”.

Min “karriere” er som her anført…

FDM  rejsebureau 1. februar 1969 til 31. august 1971

Ansat som elev hos FDM rejsebureau og prøvestation i Holstebro. Gennemgik den omfattende elevuddannelse som FDM Rejsebureau (som de eneste) på daværende tidspunkt gennemførte. Var i flere periode “udstationeret” til bl.a. det store FDM rejsebureau i Aalborg.

Militæret fra oktober 1971 til juni 1973

Rekrut ved Flyvevåbnet i Karup (3 mdr.). Sergentskolen i Værløse (6 mdr.). Sergent ved Administrations kontoret i Værløse (3 mdr.). Sergent/MP ved Bevogtningstjenesten i Karup (9 mdr.).

– sideløbende med militærtjeneste arbejdede jeg i Vestjydsk Rejsebureau i Holstebro.

Juli 1973 til 1981 Vestjydsk Rejsebureau og Skandinavisk Australsk New Zelandsk Venskabsforening

Bureauchef for Vestjydsk Rejsebureau i Holstebro + chef for Venskabsforeningen. N.J. Benn drev på dette tidlige tidspunkt

  1. Vestjydsk Rejsebureau (ferie og forretningsrejser) og
  2. Benns Rejser (skolerejser)

N.J. Benn havde sammen med Preben Østergaard og Svend Aage Nielsen skabt Venskabsforeningen, der havde sekretariat hos Vestjydsk Rejsebureau, og vi forestod alt salg af rejse til Australien og New Zealand, og gennemførte hvert år en række grupperejser. Disse grupperejser/fællesrejer handlede om at hjælpe de for det meste ældre medlemmer af Venskabsforeningen sikkert til og fra Australien og New Zealand. Gennem mine år hos Vestjydsk Rejsebureau gennemførte jeg mange af disse “medlemsrejser” til Australien.

VestjydskRejsebureau2

1981 til 1985 Rejsecentret (Dansk Rejsebureau A/S) Herning

På opfordring blev jeg “hentet” til Rejsecentret i Herning. Her fungerede jeg som bureauchef i et meget konkurrencepræget forretningsrejsemiljø.

Den tidligere chef for Rejsecentret i Herning, Ejvind Lund Pedersen, havde startet eget rejsebureau “lige rundt om hjørnet”, og der var indædt kamp om kunderne.

1985 til 1991 OP Rejsebureau – SAS – Topdanmark Rejsebureau – Hans H. Kristensen – Dantransport Rejsebureau, Aarhus

Igen på opfordring blev jeg hentet til storbyen Aarhus. Det Tjæreborg ejede rejsebureau O.P. Rejsebureau (Oversøisk Passager Bureau) skulle bruge en ny chef, og jeg blev hentet ind til dette job.

Det var en hektisk tid, idet der over 5-6 år blev gennemført en række ejernæssige ændringer, som hver gang havde indflydelse på strategier og politikker. Tjæreborg ønskede af sælge bureauet og SAS’ rejsebureaudivision overtog bureauet. SAS ønskede at manifestere sig på forretningsrejsemarkedet grundet kreditkortforhold, som senere ændrede sig. SAS’ formål med at eje rejsebureauet forsvandt dermed.

Forsikringsselskabet Topdanmark så muligheder ved at overtage rejsebureauet, som af naturlige grunde fik navnet Topdanmark Rejsebureau. Det blev dog aldrig nogen succes, og snart var vi solgt igen.

Næste ejer i rækken var Hans H. Kristensen, hvor Michael Lexner og René Birk udgjorde ledelsen. Kontoret i Aarhus var fortsat grundlag for mine aktiviteter. Jeg var nu – foruden forretningsrejser, delvis tilbage ved salget af rejser til Australien og New Zealand + USA og Canada, som var en del af HHKs portefølje – bl.a. grundet landbrugsfaglige rejser til disse fire lande.

Sidste ejer i denne omgang blev det FL Smidth ejede Dantransport Rejsebureau, med Ole Mortensen som adm. direktør og Vivi Jensen som den meget udadvendte marketingdirektør.

1991 til 1994 Benns Rejser Holstebro

De mange ejerskift, interne ændringer og skiftende strategier betød, at jeg nu endeligt sagde ja tak at komme tilbage til Benns Rejser i Holstebro. N.J. Benn havde gentagende gange i min tid i Herning og i Aarhus tilbudt mig en direktørstilling i bureauet, og jeg accepterede nu dette tilbud, som bl.a. – over tid – skulle medføre min deltagelse i det ejerskifte, som var under planlægning. Alt gik dog ikke helt som planlagt, og jeg – samt to andre i ledelsen – forlod virksomheden.

1994 til november 2018

Familien og jeg var – under min relative korte tilbagevenden til Holstebro – fortsat bosat i Hinnerup, og mit nye job som chef for Maersk Tours, passede fint ind i planerne. Som chef for Maersk Tours – med dengang ca. 10-12 medarbejdere – var jeg ansvarlig for produktion og salg af de storby-programmer, som grundlæggende var baseret på Maersk Air’s mange destinationer – herunder specialprogrammer til Færøerne og Jersey/Guernsey. En gruppeafdeling med 2-3 medarbejdere producerede grupperejser til hele verden.

De foregående hektiske år med mange ejerskifte fortsatte dog desværre.

Maersk Travel og Maersk Tours blev sammenlagt med DFDS Rejsebureau. Maersk DFDS Rejsebureau blev opkøbt og indgik i TQ3 Travel Solutions. – et globalt rejsebureau/TMC med alt hvad dertil hører.

TQ3 Travel Solutions blev efterfølgende til BCD Travel, og er det rejsebureau/TMC, som jeg den 30. november 2018 forlod for at gå på pension.

Jeg har haft berøring med alle dele af industrien, og har – gennem mine mange rejser – opnået et omfattende kendskab til stort set alle egne af kloden.